Vikingernes astronomiske verdensbillede.

Vikingernes geometriske grundmodel er bygget op over deres jævndøgnspejlinger, og disse pejlinger har dannet grundlag for vedtagelsen af solens øvrige opgangs- (dagmala) og nedgangstider (eyktarstadr) i ugerne mellem sommer og vintersolhverv.

Betragtes kompasset vandret set mod øst når man f.eks befinder sig midt i Trelleborg 55,24N, kan man finde retningerne for solopgang og solnedgang på forskellige årstider. F.eks. vil solen ved sommersolhverv stå op i NØ, ved jævndøgn hvor nat og dag er lige lange står solen op direkte i øst og ved vintersolhverv står solen op i SØ.

Nedenfor ses sammenhængen mellem jordens og himmelhvælvingens horisonter. Denne model, der kan justeres med musen, ses i forhold til billedet ovenfor mod vest (dvs. mod solnedgang).

Modellen viser, at den del af en stjernes højde (solen eller nordstjernen) der er synlig over horisonten (målt i grader) er lig med den absolutte værdi af den geografiske breddegrad. Vikingerne vidste dette, og udnyttede denne viden geometrisk.