Vikingernes geometriske grundmodel.
 |
Vikingernes geometriske grundmodel er bygget op over deres jævndøgnspejlinger, og disse pejlinger har dannet grundlag for vedtagelsen af solens øvrige opgangs- (dagmala) og nedgangstider (eyktarstadr) i ugerne mellem sommer og vintersolhverv. |
Betragtes kompasset vandret set mod øst når man f.eks befinder sig midt i Trelleborg 55,24N (se tegningen ovenfor), ses det, at solopgang og solnedgang finder sted, som angivet i tabellen nedenfor. F.eks. vil solen ved sommersolhverv stå op i NØ, ved jævndøgn hvor nat og dag er lige lange står solen op direkte i øst og ved vintersolhverv står solen op i SØ.
Med kendskab til de retninger (azimuth) hvor solen står op og går ned hen over året på forskellige breddesteder kunne vikingerne ved hjælp af solen retningsbestemme deres sejladser eller stedfæstne en given lokation. Desuden kunne vikingerne anvende middagspejling til bestemmelse af N-S retningen (hvor solen står højest på himlen og skyggerne er kortest) eller eyktpejling, når solen befinder sig midt mellem øst og syd om formiddagen (45 grader fra øst og syd) eller mellem syd og vest om eftermiddagen. Disse dagmærker (pejlemærker) har givet vikingerne en orienteringsevne i rummet, en kalenderfornemmelse for året og en tidsfornemmelse for døgnet.
Vikingernes astronomiske verdensbillede kan ses her.
Teorien bag vikingernes geometriske grundmodel kan ses her.
|
Klik på billedet til venstre og træk en linie i nomogrammet. Herved kan man efterprøve modellen og tallene i tabellen for andre breddegrader end 55,24N.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||